KB32
Om projektet
Renoveringen af DSB's 180 meter lange gamle godsbanehotel forvandlede den grimme ælling til en smuk svane og bygningen rummer nu et 6-etagers åbent kontordomicil.
Bygningen er oprindeligt tegnet af arkitekt Ole Hagen og det er Vilhelm Lauritzen arkitekter, der står bag den gennemgribende renovering af bygningen fra 1960'erne.
Designet har taget udgangspunkt i det oprindelige udtryk og videreført og forstærket de kvaliteter, som huset er født med.
Det gælder blandt andet den enkle, underspillede facade, hvor vinduespartierne i en tydelig rytme bliver gradvist mindre opad fra stueetagen.
De store vinduespartier åbner bygningen og den imponerende loftshøjde på knap 4,5 meter kombineret med de 3,8 meter høje vinduespartier åbner rummene og naturligt dagslys kastes helt ind i den dybe bygning
Facadens spinkle dobbeltprofiler i aluminium er specialudviklet til KB32 i samarbejde med HSHansen.
Profilerne er extruderede, men på grund af deres spinkle afslutning og præcise smigskårede samlinger fremstår de nærmere som stålrammer.
De speciallavede elementer indrammer ikke alene de store vinduespartier, men skjuler også elementsamlinger og integrerer solafskærmning. De udvendige solskærme matcher den matte grå facadefarve, så de optræder som en del af facadegeometrien, når de er rullet ned.
De speciallavede og raffinerede facadeelementer har en særlig mat overfladebehandling, der fanger lyset på samme måde som de rå bræddeforskallede betonoverflader.
Den nye facade har været en grundforudsætning for at sikre topmoderne energi- og indeklimakrav.
Priser:
Årets kontorbyggeri 2022 (Nohrcon)
Nomineret til Renoverprisen 2022
Byens Bedste Arkitektur 2022