Nyheder - 20-08-2024

HSHansen vinder stor facadeentreprise på Aarhus Havn!

Det bliver danske HSHansen, der skal levere og montere facaderne på Danmarks højeste kontorbygning.

(Visualisering af C.F. Møller A/S)

Ejendomsselskabet Olav de Linde står som bygherre bag det imponerende erhvervsbyggeri, der vil rejse sig på Mindet 6 i Århus. 

Med mere end 50 års erfaring har Ejendomsselskabet etableret sig som en af landets førende private ejendomsudviklere. Med en dedikeret ledelse og over 100 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, Odense og København, har selskabet en solid historisk baggrund og en klar forretningsstrategi, der gør dem til en central aktør på det danske ejendomsmarked.

 

Danmarks højeste kontorbygning

På Mindet 6 ved Aarhus Havn vil Ejendomsselskabet Olav de Linde nu opføre et nyt, lyst og skulpturelt tårn, der forener byliv, kulturhistorie og moderne faciliteter. 
Med eksklusive lejemål og plads til 2000 mennesker bliver Mindet et nyt ikonisk vartegn i Aarhus. Bygningens arkitektoniske kvalitet og åbne udearealer som taghave og grønt byrum vil gøre det til et attraktivt sted for både arbejde og ophold.
Det nye tårn bliver med en højde på 139 meter landets højeste kontorbygning ved færdiggørelsen i starten af 2027. 

 

Moderne æstetik i samspil med den eksisterende bebyggelse

Tårnets design og geometri harmonerer med den eksisterende bebyggelse og tilføjer samtidig en moderne æstetik. Bygningen integrerer tidligere industrihistorie med nye kultur- og erhvervsfaciliteter samt offentlige restauranter. 

Langt det meste af den eksisterende bygningsstruktur fra 1926, en af landets første jernbetonbygninger, inkorporeres i det nye byggeri i tråd med en stolt tradition indenfor bevarelse og renovation hos Ejendomsselskabet. 

Den gamle bygning bevares med alle sine historiske kvaliteter og forvandles til en attraktiv del af byens rum med åbne relationer til omgivelserne. På taget etableres et offentligt tilgængeligt grønt taghavemiljø, der tilfører området yderligere liv og aktivitet.

 

Dansk facadeentreprenør

Facaderne, der udføres af HSHansen a/s vil bestå af lyse materialer med et rumligt relief, der tager hensyn til solens orientering for at sikre optimale dagslysforhold, god udsigt og et sundt indeklima.

De vil blive udført som præfabrikerede elementer med varierende geometri. Disse elementer bliver færdigproduceret og leveret til byggepladsen inklusiv alle nødvendige beklædningskomponenter, glas og andre detaljer. På byggepladsen hejses elementerne direkte på plads på tårnet, hvilket sikrer en hurtig montage og effektiv håndtering af de logistiske udfordringer i midten af Århus by.

For at sikre en hurtig og problemfri montage bliver alle detaljer og grænseflader nøje afklaret og besluttet inden udførelsen, så tidsplanen kan overholdes. 

De komplicerede løsninger og specialudviklede samlinger vil sikre tætheden i højhuset, som er nødvendig på grund af bygningens bevægelser i alle retninger. HSHansens facadesystemer er designet til at håndtere de naturlige bevægelser, der opstår i høje, slanke bygninger. Desuden indarbejdes passiv brandsikring i projektet, hvilket yderligere forøger sikkerheden og holdbarheden.

"Vi er meget stolte over at være en del af dette imponerende projekt," udtaler Head of Sales & Marketing hos HSHansen, Carsten Sørensen. "Vi ser frem til et godt samarbejde med totalentreprenør på projektet, Per Aarsleff A/S, og naturligvis også til at se det færdige projekt, som skal stå klar til indflytning i 2027."

HSHansen a/s har vundet facadeentreprisen i konkurrence med flere nationale og internationale firmaer inden for branchen og har i udviklingen af projektet spillet en central rolle som sparringspartner for totalentreprenør på projektet Per Aarsleff A/S samt Rambøll A/S og C.F. Møller A/S.