Nyheder - 26-04-2022

Dansk facadeentreprenør skal lukke stort medicinalbyggeri

Det internationale medicinalfirma AGC Biologics skal have monteret 10.200 m2 facade fra danske HSHansen på nyt 4-etages milliardbyggeri.

Byggeriet er en udvidelse af AGC Biologics produktionsanlæg i Danmark og indebærer blandt andet kontorer, produktions- og laboratoriefaciliteter.

På grund af stigende efterspørgsel vil AGC opføre en ny fabrik i Søborg til ca. 1,2 mia. kr. og dermed mere end fordoble selskabets produktionskapacitet i Danmark.

Projektet omfatter en produktionsbygning med laboratoriefaciliteter og et kontorhus med kantine og p-kælder samt en mellembygning.

Byggeriet i Søborg bliver 18.000 m2 råhus i 4 etager, som skal opføres af LM Byg. Råhuset forventes færdigt i sommeren 2022.

Derefter skal HSHansen montere 10.200 m2 facade og 3.900 m2 tag og det færdige projekt forventes at være klar til brug sidst i marts 2023.

 

Store krav til samarbejde og hurtig byggeproces

Projektets ambitiøse tidsplan kræver skarp styring af alle processer.

Forud for montagen af facaderne ligger et intensivt arbejde og samarbejde mellem alle involverede parter – dette gælder indenfor rådgivning, logistik, design og produktion.

Samarbejde på tværs af interessenter er væsentligt – både eksternt og internt.

I HSHansen består den interne del i oprettelse af et skræddersyet projektteam på byggeriet, som gennem erfaring og gennemprøvede procedurer skal nå i land med det ambitiøse projekt.

 

Facader på produktionsbygning udføres i en blanding af Paroc 300mm sandwichpaneler og HansenFasad glasalu facadesystem. Sandwichpaneler beklædes delvist med strækmetalkassetter i anodiseret corten look.

Kontorbygning og mellemgange udføres fuldt beklædt med HansenFasad glasalu facadesystem.

Trappeopgange og øvrige beklædninger udføres som isolerede konstruktioner med Cembrit facadeplader og tage på bygninger udføres med stenuldsisolering og tagpap.

 

”Jeg ser HSHansen som en professionel facadeentreprenør, som kan løse den krævende opgave og jeg glæder mig til samarbejdet” siger Morten Vilstrup fra AGC Biologics.